Biogasgylle sammenlignet med flydende gødning
Resumé
Konklusion: Flydende kunstgødning gav klart det bedste resultat, og hvor der blev brugt flydende gødning, høstede man ca. 10 % mere korn og opnåede et proteinudbytte, der var over 20 % højere..
Kort om afprøvningen
Der er gennemført én afprøvning med udbringning af kvælstof i flydende mineralsk gødning til sammenligning med slangeudlagt afgasset biomasse i vårbyg og vinterhvede på JB6 jord.
Baggrund
Udnyttelsen af kvælstof i afgasset biomasse vurderes at være for lav, så det koster udbytte. Formålet er derfor at afprøve udbytteeffekten af hhv. flydende gødning og afgasset biomasse.
Metode
Slangeudlægning af afgasset biomasse som reference og den tilsvarende N-mængde i NPK-gødning efter følgende plan med 2 gentagelser i hver afgrøde:
- Vårbyg: 115 kg N/ha i hvv. 760 kg flydende NPK 15-2-6 pr. ha og 37 ton afgasset biomasse pr. ha
- Vinterhvede: 130 kg N/ha i hvv. 850 kg N i flydende NPK 15-2-6 og 43 ton afgasset biomasse
Al gødning er udbragt mellem den 2. og 10. maj. I vækstsæsonen viste N-tester betydeligt højere N-indhold, hvor der var gødet med flydende gødning.
Det viser afprøvningen
- Signifikant positiv respons af flydende gødning frem for biogasgylle.
- Kerneudbyttet blev ca. +10 % (+9,7 hkg/ha) højere (se figur 1), mens proteinudbyttet steg med over +20 %.
- Resultaterne viser, at tilgængeligt kvælstof markant løfter både afgrødens vækst og proteinkvalitet.
- Den lave udnyttelse af næringsstofferne i den afgasset gylle viser et uudnyttet potentiale for at forbedre effekten af biogasgylle på ejendommen.
Hvad har vi lært?
Bedre udnyttelse af gyllen kan fremover opnås ved at begrænse tabet af kvælstof ved ammoniakfordampning. Dvs. ved
- ændret udbringningsteknik (nedfældning i vårbyg eller anvendelse af sabelskær)
- forsuring af gylle, som mindsker ammoniakfordampningstabet
- og/eller justeret udbringningstidspunkt (tidligere, i køligt vejr med høj luftfugtighed/inden udsigt til nedbør)
Vi skal kende gyllens sammensætning og optimere forholdene omkring udbringningen, – ellers koster det betydelige udbyttetab og afgrødekvalitet.

Afprøvning: LDI2-26-NG-040-1-4
Læs mere om afprøvningen og resultaterne her
Interesseret i at lave denne afprøvning i på din mark? Skriv til forsoeg@landmandsdrevet.dk.