Gå til hovedindhold
  • Dato:
    23/06/2026
  • Region:
    Region Midtjylland
  • Ide:
    Effektiv markdrift og sundere jord gennem præcisionsgødskning og bedre jordbehandling

Idéen

Idéen går ud på at samle og optimere markarbejdet, så flere opgaver udføres i samme arbejdsgang. Et centralt element er at kombinere høst og gødskning ved brug af flydende gødning, som kan udbringes meget tæt på høsttidspunktet i stedet for faste gødningstyper flere dage efter. Det giver en mere rettidig og præcis udnyttelse af næringsstoffer.

Samtidig kan præcisionsgødskning, der er baseret på data fra kameraer og sensorer i marken anvendes. Kameraer og sensorer kan måle kløverandel, ukrudt og biomasse. Det giver mulighed for at lave målrettede gødningsplaner, hvor der kun tilføres gødning der, hvor der er behov, og ud fra faktiske forhold i marken.

Der er allerede erfaringer fra praksis, hvor flydende gødning har givet hurtigere vækstcyklus i græs, så vækstperioden forkortes med 3–4 dage, og der kan opnås en ekstra cyklus i løbet af en sæson. Samtidig ses en bedre udnyttelse af næringsstoffer og et lavere gødningsforbrug.

Hvad løser idéen?

Der er tre grundlæggende udfordringer i landbruget: tab af næringsstoffer i marken, en faldende jordkvalitet og jordens sundhed, samt et højt ressourceforbrug med mange og spredte markkørsler. Idéen skal reducere spild af næringsstoffer, mindske unødige markkørsler og forbedre jordens fysiske og biologiske tilstand. Samtidig skal ideen øge udnyttelsen af gødning gennem mere præcis tildeling og bedre timing, så mindre input giver samme eller højere udbytte. Derudover skal jordens evne til at optage vand forbedres, så den bliver mere robust over for både tørke og kraftig nedbør. Samlet set handler det om at gøre landbruget mere effektivt, mere præcist og mere robust ved at udnytte både teknologi og jordens egne processer bedre.