Behandling af jord og efterafgrøder forud for vårbyg
Resumé
Hvilken strategi til destruktion af efterafgrøder sikrer det bedste såbed, den mest ensartede fremspiring og det højeste udbytte i vårbyg, uden behov for dyb jordbearbejdning om foråret?
Om idéen
Efterafgrøder yder et væsentligt bidrag til jordfrugtbarhed og næringsstofopsamling, men store mængder overjordisk biomasse kan udgøre en markant udfordring ved etablering af vårsæd uden tung jordbearbejdning.
I et reduceret jordbearbejdningssystem med f.eks. direkte såning er der derfor behov for at afprøve alternative metoder til at afslutte og håndtere efterafgrøden hen over vinteren. Det gælder blandt andet tidlig kemisk nedvisning i det sene efterår, mekanisk knusning ved frosttromling i vintermånederne eller let vinterharvning under frosne forhold.
Med denne afprøvning sammenlignes forskellige kombinationer af mekaniske indsatser, nedvisningstidspunkter og bearbejdningsdybder. Formålet er at se, hvordan efterafgrødens biomasse bedst nedbrydes forud for etablering af vårbyg, så der opnås et rent og fugtbevaret såbed med minimal forstyrrelse af jorden.
Målet med afprøvningen er at se, hvilken håndteringsstrategi for efterafgrøden der indikerer den stærkeste plantebestand, det laveste ukrudtstryk og det bedste kerneudbytte i vårbyg uden dyb forårsjordbearbejdning.
Afprøvning LDI-074-N2-1-5, LDI-074-N2-2-5
Hvad tester vi?
Afprøvningen anlægges med forskellige strategier:
- Efterårsnedvisning og vinterharvning:
- Efterafgrøden nedvisnes ultimo oktober/primo november
- Vinterharvning i 10 cm dybde i december/januar under let frost
- Kemisk sanering af ukrudt med glyphosat umiddelbart før såning
- Vårbyg sås direkte uden forudgående jordbearbejdning
- Frosttromling og øverlig forårsharvning:
- Efterafgrøden står urørt indtil frost
- Tromling i frostvejr (december/januar)
- Ukrudt nedvisnes med glyphosat før såning
- Øverlig harvning i maks. 5 cm dybde umiddelbart før såning af vårbyg
- Frosttromling og vinterharvning:
- Efterafgrøden står urørt indtil frost
- Tromling i frostvejr (december/januar) efterfulgt straks af harvning i 10 cm dybde
- Ukrudt nedvisnes med glyphosat før såning af vårbyg
- Efterårsnedvisning og forårsharvning:
- Efterafgrøden nedvisnes ultimo oktober/primo november
- Ukrudt nedvisnes med glyphosat før såning
- Harvning i 10–15 cm dybde forud for såning af vårbyg
- Direkte såning efter forårsnedvisning:
- Efterafgrøden henstår urørt og nedvisnes med glyphosat før såning
- Vårbyg sås direkte
For at evaluere strategiernes effekt registreres følgende parametre:
- Fremspiring og plantebestand
- Ukrudtstryk før høst
- Kerneudbytte
Interesseret i at lave denne afprøvning i på din mark? Skriv til forsoeg@landmandsdrevet.dk.