Landmandsdrevet Innovation

en gruppe mennesker, der står på en mark

Vær med til at forme fremtidens landbrug - netværk af innovative landmænd

De gode idéer opstår ofte hos dem, der har fingrene i jorden. Projektet Landmandsdrevet Innovation skaber udvikling gennem netværk, åbenhed og samarbejde på tværs af landbruget.

Hvad går projektet ud på?

  • Du deltager i Innovationsnetværk, drevet af regionale rådgivere
  • Sammen udvikler vi og tester jeres idéer direkte i marken 
  • Vi arbejder sammen på at dokumentere resultaterne og skabe fremtidens planteavl
  • Projektet er en del af Novo Nordisk Fondens støtte til Grøn Trepart

Hvorfor deltage?

  • Du kan bruge dine egne erfaringer og observationer til at skabe ny viden
  • Som deltager får du  sparring fra regionale rådgivere, forskere og andre innovative landmænd
  • Du kan bidrage til at sætte den faglige dagsorden i dansk planteproduktion
  • Bliv en del af et landsdækkende netværk, hvor resultater deles åbent

Netværkene deler erfaringer, udvikler forsøg og afprøver nye metoder. 

en hånd, der holder en firkløver

Om Landmandsdrevet Innovation

Landmandsdrevet Innovation (Farmer-Driven Innovation) er et nyt, nationalt projekt, der bringer danske landmænds egne idéer og erfaringer i centrum for udviklingen af fremtidens bæredygtige landbrug. Projektet samler landmænd fra hele landet i regionale innovationsnetværk, hvor de – i samarbejde med rådgivere og eksperter – udvikler, tester og deler nye løsninger for mere miljøvenlig planteproduktion.

Fra foråret 2026 bliver marker over hele Danmark til levende laboratorier, hvor nye metoder og teknologier prøves af i praksis. Målet er at omsætte landmændenes praktiske viden til dokumenterede resultater, som kan styrke både landbrugets konkurrenceevne og bidrage til den grønne omstilling.

Projektet er støttet med 23 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og løber fra 2025 til 2027. Landmandsdrevet Innovation drives i samarbejde mellem regionale rådgivningsselskaber landet over samt Teknologisk Institut og Agrovi, der er initiativtagere.

Landmænd mødes i netværk, udvikler og deler idéer og afprøver bæredygtige dyrkningsmetoder på flere niveauer – fra enkle markforsøg til avancerede test.

Erfaringer og resultater formidles løbende via workshops, markvandringer og netværksmøder, så flere kan få glæde af nye metoder. Nogle løsninger kan tages i brug med det samme, mens andre videreudvikles gennem eksisterende innovationssystemer.

Formålet med Landmandsdrevet Innovation er at skabe en platform, hvor landmænds praksisnære idéer hurtigt kan afprøves, dokumenteres og komme hele landbruget til gavn – til fordel for miljø, natur og økonomi.

Sådan kommer du med

Alle danske landmænd kan deltage. Projektet opretter seks regionale innovationsgrupper, hvor 10-14 landmænd i hver gruppe får mulighed for at udvikle og teste deres idéer sammen med lokale rådgivere og eksperter.

Vi forventer, at landmænd vil kunne tilmelde sig Landmandsdrevet Innovation i løbet af efteråret. De første netværksmøder forventes at blive afholdt i løbet af årsskiftet.

Vi er i øjeblikket i færd med at udvikle hjemmesiden for projektet, så inden længe vil du kunne læse meget mere om Landmandsdrevet Innovation på siden her.

Skriv dig op til at modtage nyt om Landmandsdrevet Innovation

Tilmeld dig nyt om Landmandsdrevet Innovation ved at udfylde formularen herunder. Vi giver dig fx besked, når det er muligt at tilmelde sig Landmandsdrevet Innovation-projektet.